Februar 2020
Taurus har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2019, som viser en væsentlig fremgang i aktivitetsniveauet og et rekordresultat
Med ejendomme for mere end 20 mia. kr. under forvaltning, 60 medarbejdere, og kontorer i Aarhus og København, er Taurus Ejendomsadministration blandt Danmarks 5 største virksomheder inden for administration af investeringsejendomme. Selskabets netop offentliggjorte regnskab for 2019 viser en bruttofortjeneste på 27,4 mio. kr., en fremgang på mere end 16% i forhold til det foregående år, og resultatet før skat er mere end fordoblet fra 1,4 mio. kr. i 2018 til 3,1 mio. kr. i 2019.
”Vi har i Taurus i modsætning til en række af vores konkurrenter valgt at koncentrere os fuldt og helt om at udføre ejendomsadministration for professionelle investorer. Vi har således fravalgt f.eks. asset management, og vi har fravalgt at administrere for andelsbolig- og ejerforeninger. Denne fokuserede strategi på best-in-class ejendomsadministration med fokus på kvalitet, effektivitet og hurtig og korrekt finansiel rapportering har vist sin styrke”,
udtaler Thomas Windtberg, partner og adm. direktør, og fortsætter: ”Taurus har i det seneste år hentet flere meget betydende nye kunder blandt både internationale pensionskasser og danske og udenlandske ejendomsfonde, og vi forventer i 2020 på trods af corona krisen en fortsat robust forretningsmæssig vækst”.
Thomas Windtberg sender desuden stor ros til medarbejderne i Taurus og understreger, at den flotte vækst ikke mindst skyldes deres store indsats og engagement.
Taurus er etableret i 2014, hvor de daværende partnere i Sadolin & Albæk sammen med Keystone Investment Management overtog administrationsafdelingen i det tidligere Essex Invest. Siden da har virksomheden mere end fordoblet forretningen.
Peter Winther, bestyrelsesformand i Taurus udtaler:
”Vi er stolte af, at vi er lykkedes med at gøre Taurus til en af de førende virksomheder inden for ejendomsadministration for professionelle investorer i Danmark. Med meget kompetent ledelse og organisation samt en fokuseret strategi er det lykkedes at skabe en høj organisk vækst, samtidig med, at selskabet har en absolut tilfredsstillende lønsomhed, blandt de højeste i branchen”.